Det der sker, når du har for meget på din tallerken

travl overspisning træt

Du kender det sikkert godt. Du har for meget på din tallerken- i mere end en forstand!

Der er travlt på arbejde og du er nødt til at give den en ekstra skalle i en periode. Samtidig er det næsten en naturlov, at det falder sammen med dårlig nattesøvn eller sygdom på hjemmefronten. 

Der er ikke tid og overskud til at følge alle dine sædvanlige rutiner. Nogle hjørner skal skæres for at få kabalen til at gå op. Men hvilke? 

De fleste kvinder starter med at skære sig selv fra. Her tænker jeg på cremen efter badet, motionen eller en halv times alenetid. 

Men det koster, og ikke kun tørre ben, og et ubrugt fitnessabonnement. Det koster på glæden, overskuddet og ofte koster det også et par ekstra kilo på sidebenene. 

Det er faktisk et problem, hvis du gerne vil tabe dig eller holde din nuværende vægt. For hånden på hjertet, løber du så ikke ind i travle perioder jævnligt? Når vi presser os selv, uden at tage os tid til at tanke op igen, så ender vi med at fylde os selv op med alt det forkerte; ofte Slik, kage eller rødvin. 

Her kommer egenomsorgen på banen- ja jeg ved godt, at jeg nævner den tit. Men det er fordi den er så undervurderet og utrolig svær at indføre stabilt for mange kvinder. 

Det kan skyldes flere ting, når jeg sammen med mine kursister undersøger, hvorfor de gang på gang har så svært at tage sig tid til sig selv. Så finder de f.eks. frem til følgende: 

  • Min mor har lært mig altid at være "på".

  • Jeg må ikke være til besvær.

  • Det er egoistisk at have brug for alenetid.

Der er selvfølgelig mange flere grunde, vi har jo alle sammen forskellige erfaringer og regelsæt med os i rygsækken. Men det vi alle har tilfælles er, at hvis vores "regler" betyder, at vi gang på gang ikke synes, at vi kan tillade os at tage os tid til os selv i pressede situationer. Så ender vi med at tanke op på hurtigere og oftest usundere måder. 

Men hvad så, når jeg har opdaget, at det skyldes, at min mor aldrig brugte tid på sig selv, spørger du? 

Så skal du arbejde med dine regelsæt og tankemønstre og gradvist ændre dem til nogle, der tjener dig bedre.


Kh Ditte

Lokker de lækre damer?
Sådan stopper du med at overspise