Hvorfor din ADHD-hjerne stopper enhver kur efter 2 uger (Det er ikke dovenskab)

Du mangler ikke viljestyrke.
Du mangler “startvæske”.

Her er psykologien bag, hvorfor du starter stærkt – og crasher hårdt.

Kender du den her følelse?

Det er søndag morgen.
Du vågner med klarhed.

Nu er det nu.

Ingen flere kaotiske dage.
Ingen flere sukker-cravings.
Ingen flere hurtige løsninger kl. 21.

Denne gang vil du gøre det rigtigt.
Du vil planlægge. Forberede. Spise “ordentligt”.
Få styr på det.

Du handler ind.
Du downloader appen.
Du kan mærke energien i kroppen.

Det her er hyperfokus.
Og i starten føles det som en superkraft.

Så går der et par dage.
Måske to uger. Måske bare tre.

Pludselig er det tirsdag.

Og planen – den, du var fuldstændig opslugt af for nylig – føles nu ikke bare svær at følge.
Den føles umulig.

Motivationen er ikke langsomt forsvundet.
Den er væk.

Det er ofte her, skamspiralen starter:

Hvorfor kan jeg aldrig holde fast i noget?
Hvad er der galt med mig?
Hvorfor er jeg så udisciplineret?

Som klinisk psykolog med mange års erfaring – og som kvinde med ADHD selv – har jeg brug for, at du hører det her klart:

Du mangler ikke viljestyrke.
Du mangler dopamin.

Det er ikke en personlig brist.
Det er biologi.

Og når du først forstår den mekanisme, kan du stoppe med at kæmpe en kamp, du aldrig var designet til at vinde med “disciplin” alene.

Problemet med “startvæsken”

Vi er opdraget til at tro, at handling fungerer sådan her:
Du beslutter dig for noget – og så gør du det.

Men for en ADHD-hjerne mangler der et led i kæden.

For at bevæge sig fra intention til handling har hjernen brug for et bestemt signalstof: dopamin.

Tænk på dopamin som startvæske til en motor.

• Neurotypiske hjerner har ofte en jævn tilførsel. De får et lille kemisk “kick” bare ved tanken om at løse en opgave.

• ADHD-hjerner har ikke den samme konstante strøm. Tankene er der – men tanken alene er sjældent nok til at sætte handling i gang.

Så når du sidder i sofaen og indvendigt råber ad dig selv: “Kom nu bare op og lav mad” – og kroppen ikke reagerer – så er det ikke dovenskab.

Det er et mekanisk problem.

Du drejer nøglen.
Men der er ingen gnist.

De to motorer: Interesse og stress

Når du ikke kan regne med stabil dopamin, lærer hjernen at køre på andre brændstoffer.
Jeg kalder dem de to motorer.

Motor 1: Interesse (sprinten)

Det er den motor, der starter enhver ny kur.

Det er nyt.
Det er spændende.
Det lover en løsning.

Interesse oversvømmer hjernen med dopamin. Du går i hyperfokus. Alt føles let.

Men interesse er skrøbelig.

I det øjeblik nyhedsværdien forsvinder, og rutinen begynder, falder dopaminen.
Motoren stopper.

Motor 2: Stress (nødgeneratoren)

Når interessen dør, skifter mange med ADHD over til stress.

Du venter til sidste øjeblik.
Til du er udmattet.
Til kaosset bliver for stort.

Hvorfor?

Fordi stress udløser adrenalin og kortisol – kraftige signalstoffer, der kan tvinge hjernen i gang, selv uden dopamin.

Mange kvinder med ADHD lever hele deres liv på den her motor.

Udefra ligner det “velfungerende”.
Indefra er det udmattende.

Crashet (og hvorfor du spiser sukker kl. 16)

Her er koblingen til mad.

At køre på stress er dyrt.
Du låner energi fra i morgen for at komme igennem i dag.

Når stresshormonerne endelig falder – ofte sidst på eftermiddagen eller om aftenen – så crasher systemet.

Hårdt.

Hjernen går i lav-energi-tilstand og kræver den hurtigste og mest effektive kilde til dopamin, den kan finde.

Det er ofte sukker og fedt.

Så når du står i køkkenet og spiser noget, du havde lovet dig selv ikke at spise, så prøv at forstå det her:

Du er ikke svag.
Du er kemisk udtømt.

Din krop modarbejder dig ikke.
Den forsøger at selvmedicinere et dopamin-crash efter en dag på stressmotoren.

Stop med at bruge et forkert kort

Det meste kost- og sundhedsrådgivning er lavet til hjerner, der kan trække på stabil motivation, konsekvens og udsat belønning.

ADHD-hjerner er ikke ødelagte.
Rådene passer bare ikke.

Hvis du har forsøgt at “fikse” din spisning med madplaner, kalorietælling og selvkontrol, har du navigeret din ADHD-hjerne med et kort, der aldrig var lavet til den.

Det virker ikke på sigt.

Løsningen er ikke at tage sig mere sammen.
Det er at lære at:

• Stoppe med at køre på stressmotoren

• Stimulere dopamin før du crasher

• Arbejde med din biologi i stedet for imod den

I de kommende uger vil jeg dele, hvordan vi gør det i praksis – blandt andet hvordan din cyklus påvirker dopamin og medicin, hvorfor “spis frøen” er elendigt råd til ADHD, og hvordan du kan komme ud af skamspiralen.

Hvis det her føltes ubehageligt genkendeligt, er du landet det rigtige sted.

Det her rum handler om at lære at samarbejde med din hjerne –
ikke at straffe den til lydighed.