Overspisning og følelsesregulering - "Jeg var ikke sulten – men jeg kunne ikke lade være”

Hvorfor cravings og overspisning ofte handler om indre uro – ikke mangel på viljestyrke

Måske kender du det.

Du er egentlig ikke sulten.
Du har besluttet dig for ikke at gøre det.
Og alligevel ender du med at spise noget, du havde lovet dig selv, at du ikke ville.

For mange opleves overspisning netop sådan:
ikke som fysisk sult – men som en impuls, der dukker op igen og igen.

Jeg arbejdede fornylig med en kvinde, der oplevede det næsten hver dag.

På vej hjem fra arbejde stoppede hun ved Netto og købte en pose chips.
Ofte nåede hun at spise dem i bilen, før hun var hjemme.

Det frustrerede hende enormt.

For hun var ikke sulten.
Hun ville gerne spise sundere.
Hun ville gerne tabe sig.
Og hun havde jo besluttet sig for ikke at gøre det.

Alligevel skete det igen og igen.

Hun prøvede blandt andet at køre en anden vej hjem for ikke at komme forbi Netto.
Men så begyndte hun i stedet at stoppe på en tankstation.

Det gjorde hende endnu mere forvirret.
For hvis det virkelig handlede om chips – hvorfor fandt hun så bare et nyt sted?

Det, der langsomt gik op for hende, var, at chipsene ikke var pointen.

De var løsningen.

Det her var opstået i en periode, hvor hun var meget stresset på arbejde.
Hun havde svært ved at lade arbejdet ligge, når hun tog hjem.
Tankerne kørte videre. Kroppen var stadig i højt gear.

Og på vejen hjem sad hun med al den uro indeni – uden endnu at være landet derhjemme.

Chipsene blev hendes måde at falde ned på.
Hendes måde at skabe et skifte i systemet.

Det er lidt som at have foden på speederen, selvom man egentlig gerne vil holde stille.
Noget skal få systemet til at slippe.

Det lå ikke bevidst for hende.
Hun tænkte ikke:
“Nu spiser jeg chips for at regulere mit nervesystem.”

Det opdagede hun først, da hun begyndte at undersøge det.

👉 Pointen var ikke chipsene.
👉 Pointen var lettelsen.

Overspisning som følelsesregulering

Hjernen har grundlæggende ét vigtigt job:
at skabe og holde ligevægt.

Ikke kun i kroppen,
men også i vores indre tilstand.
I spænding og afspænding.
I energi, følelser og mentalt pres.

Du kan se det som et system, der hele tiden forsøger at holde dig inden for et nogenlunde roligt spændingsniveau.
Når det lykkes, mærker du det sjældent.
Men når balancen forskydes, reagerer systemet.

Og jo mere hjernen oplever, at balancen er truet,
jo kraftigere bliver signalerne.

Det er lidt som et alarmsystem.
Det går ikke i gang for at genere dig.
Det går i gang, fordi noget er kommet for langt væk fra det, der føles reguleret.

Når der opstår uro, pres eller ubehag,
vil hjernen derfor helt automatisk forsøge at genskabe ligevægt.

Og hvis den én gang har erfaret, at noget dæmper uroen,
så husker den det.

Hvis hjernen på et tidspunkt har oplevet, at mad gav en pause –
at spændingen faldt lidt,
at kroppen kom tættere på ro,
at alarmen indeni blev mere stille –
så registrerer den mad som noget, der virkede.

Ikke som en dårlig vane.
Ikke som et problem.
Men som den knap, der dengang slukkede alarmen.

Så næste gang uroen opstår,
kan det føles, som om hjernen automatisk rækker ud efter den samme knap igen.

Ikke fordi den prøver at spænde ben for dig.
Men fordi den gør det, den er designet til:
at få alarmen til at stoppe
og bringe systemet tilbage i ligevægt
på den måde, den kender.

Hvorfor cravings kan fylde hele dagen

For nogle kan en hel dag komme til at føles,
som om man næsten har haft cravings non-stop.

Ikke nødvendigvis fordi lysten til mad har været konstant.
Men fordi hver lille irritation, bekymring eller belastning
har udløst en ny trang.

Det er ofte cravingsene, man lægger mærke til.
Men i virkeligheden er de et signal om noget andet.
For at hjernen igen og igen registrerer,
at noget er blevet uroligt.

Det betyder ikke, at du er født med flere cravings end andre,
men at din hjerne har lært,
at det er mad, der trøster og skaber lettelse.

Så hver gang der opstår en lille ubalance i løbet af dagen –
en mail, der irriterer,
noget der presser,
en tanke, der sætter sig –
foreslår hjernen den samme løsning.

Og måske har du viljestyrke nok til at sige nej.
Mange gange.
Igen og igen.

Men hver gang du siger nej,
uden at det psykiske ubehag bliver dulmet,
bliver det bare skubbet lidt foran dig.

Man kan sige, at cravings på den måde kan komme til at avle cravings.
For jo flere gange trangen dukker op,
jo flere tanker om lækkerier opstår der
og jo flere gange du har sagt nej,
jo mere træt bliver systemet.

Så efterhånden som dagen skrider frem,
kan cravings både føles hyppigere og stærkere - samtidig med at du naturligt er mere og mere træt.

Og det kan være en del af forklaringen på,
hvorfor det pludselig kan føles meget svært,
når dagen er slut,
og du endelig er hjemme.

Ikke fordi du generelt mangler rygrad.
Men fordi systemet er overbelastet.

Der har været brug for ro hele dagen.
Og hjernen har kun haft ét værktøj øverst.

Når kontrol ikke har hjulpet

Hvis du kan genkende dig selv i det her, giver det mening.

For mange, der oplever overspisninger og cravings, har allerede forsøgt at håndtere det på den ene eller den anden måde.
Ved at tage sig sammen.
Ved at kontrollere maden.
Ved at lave regler, forbud eller strategier for at undgå det.

Og hvis overspisningerne stadig bliver ved med at dukke op,
er det sjældent fordi, du ikke har prøvet hårdt nok.
Det er ofte fordi det, du har gjort, ikke har været hjælpsomt i forhold til det, der reelt foregår.

For når mad bliver brugt til følelsesregulering,
kan problemet ikke løses alene ved at styre maden bedre.

Det er også den sammenhæng, man kan vælge at arbejde med i Successful Eating.
At finde ud af, hvad der faktisk sker, når overspisningen opstår.
Hvad maden bliver brugt til.
Og hvad der i virkeligheden vil være hjælpsomt i stedet.

Det betyder ikke, at løsningen bare er at fjerne regler, forbud eller slankekure.
For de fleste har man sjældent gavn af at skralde det væk,
før man har noget andet at sætte i stedet for.

Men for mange begynder processen et mere stille sted:
ved at overveje, om gentagne forsøg på kontrol
reelt har skabt mere ro i spisningen —
eller om de tværtimod har været med til at forstyrre den.

Det er ikke en beslutning, der skal tages hurtigt.
Men det kan være en vigtig erkendelse at nå frem til.