Hvorfor 0-sukker-politik bliver en boomerang — og skaber hyperfokus, cravings og overspisning

Jeg møder ofte kvinder, der siger:
“Hvis jeg først spiser lidt sukker, så mister jeg kontrollen. Derfor holder jeg mig helt fra det.”

Det giver god mening at tænke sådan.
En 0-sukker-regel kan føles som en tryg ramme.
Som om man endelig får ro.

Men ofte sker det modsatte.
Det, der skulle give ro, ender med at give mere uro.

Og det er ikke, fordi man gør noget forkert — men fordi hjernen reagerer på en bestemt måde, når noget bliver forbudt.

Når du prøver ikke at tænke på sukker, tænker du mere på sukker

Når du laver et forbud, begynder hjernen helt automatisk at holde øje.
Jo mere du prøver ikke at tænke på noget, jo mere fylder det.

Scanning → fokus → flere tanker → cravings.

Det er helt almindeligt.
Det er sådan hjernen virker.

Når nogen sætter en skål slik foran dig

For andre er det bare en skål slik.
For dig er det det øjeblik, hvor alt det indre arbejde, du har lavet hele dagen, rammer på én gang.

Det er ikke bare et tilfældigt øjeblik.
Det er resultatet af timevis af små tanker, scanninger og “bare jeg ikke får lyst”-overvejelser, som allerede har brugt din viljestyrke længe før skålen blev sat foran dig.

Og fordi hjernen har holdt øje så længe, går du ind i situationen med:

• mindre mental energi
• stærkere cravings
• en hjerne, der er træt af at holde øje
• en følelse af “åh nej, nu sker det”

Det er derfor, det føles så voldsomt.
Ikke fordi du mangler viljestyrke — men fordi du allerede har brugt den.

Hvorfor forbud føles som en god idé

De fleste forbud bliver til, fordi man håber, at en tydelig ramme vil gøre hverdagen lettere.
Det taler vi faktisk tit om i Successful Eating.

Tanken er ofte:

“Hvis jeg ikke må, slipper jeg for kampen indeni.”
“Hvis jeg slet ikke går i gang, overspiser jeg ikke.”

Det er et forsøg på at skabe ro i noget, der er svært.
Hjernen prøver at hjælpe dig.

Men så snart noget bliver forbudt, begynder hjernen at holde øje med det.

Forestil dig, at jeg sagde:
“Du må ikke tænke på din bedste ven den næste time. Og hvis du gør det, koster det dig 100.000 kroner.”

Hjernen ville straks tænke på hende – for den scanner efter det, den prøver at undgå.

Sådan gør den også med sukker.

Derfor bliver cravings stærkere

Når hjernen hele tiden scanner for noget, fylder det mere.
Tankerne bliver flere.
Cravings bliver større.

Det er derfor, man kan gå rundt en hel dag uden sukker i nærheden og alligevel tænke på det igen og igen.

Det er ikke svaghed.
Det er psykologien bag forbud.

Når du så begynder at spise

Når du allerede er mentalt træt, når skålen kommer frem, er det næsten umuligt ikke at spise mere, end du havde tænkt.

Cravings er stærke.
Viljestyrken er lav.
Systemet er presset.

Og når du så spiser mere, end du havde håbet, føles det som et “bevis” på, at du ikke kan styre det.

Det peger dig naturligt tilbage mod forbuddet:
“Så må jeg holde mig helt fra sukker.”

Men det er netop den strategi, der startede hele mønsteret.

Forbud → hyperfokus → cravings → overspisning → mere kontrol → nye forbud.

Og cirklen fortsætter, fordi strategien går imod hjernens måde at fungere på.

Når du forstår mekanismerne, bliver det meget lettere

Det er ofte her, noget letter hos de kvinder, jeg arbejder med.

Når du ser, at cravings og overspisning ikke handler om dig — men om en hjerne, der prøver at beskytte dig — bliver det mindre hårdt.

Når du ved, hvad der sker, kan du begynde at arbejde med hjernen i stedet for imod den.
Det er også sådan, vi arbejder i Successful Eating: at aflaste i stedet for at presse.

Mange opdager, at de i årevis har brugt enormt meget energi på at prøve at kontrollere noget, som faktisk blev stærkere af kontrollen.

Og når du begynder at arbejde med hjernen, skal du ofte bruge meget mindre energi for at nå i mål, end du har brugt i årevis på ikke at nå i mål, fordi du — uden at vide det — arbejdede imod den.