Du starter ikke fra samme sted som andre – og det ændrer alt

Mange kvinder bliver ikke kun trætte af deres spisning.

De bliver trætte af sig selv.

Ikke fordi de ikke prøver.
Men fordi de forventer, at forandring skal gå hurtigere, end deres liv og krop realistisk kan bære.

Og når man har et sværere udgangspunkt – mere madstøj, mere stress, en krop i forandring – så bliver den utålmodighed en fælde.

For så kommer tanken hurtigt:

“Hvis jeg ikke kan gøre det perfekt, kan det ikke betale sig.”

Og det er præcis dér, kampen starter igen.

Nogle kvinder har sværere odds – helt biologisk

Jeg plejede at tro, at vægttab kunne være let og næsten ubesværet for alle – hvis bare man havde de rigtige værktøjer.

Og ja: det hjælper at slippe forbud.
Det hjælper at tænke fleksibelt.
Det hjælper at arbejde med psyken frem for at presse sig selv igennem endnu en plan.

Men der var én ting, jeg ikke forstod dengang:

Vi starter ikke fra samme sted.

Der er stor individuel variation i appetit, sult og “madstøj”.

Nogle mennesker har næsten ingen madstøj.
De kan spise, og så går de videre med deres dag.

Andre oplever, at mad fylder mentalt hele tiden:

• tanker om hvad de skal spise

• vurderinger af om de har gjort det “rigtigt”

• cravings sidst på dagen

• følelsen af at være i kamp med sig selv

Og hvis du har meget madstøj, så er det ganske enkelt sværere at moderere spisningen, end hvis du næsten ikke har.

Det er ikke fordi du er svag.
Det er ikke fordi du mangler noget.

Det er en biologisk og psykologisk realitet.

Når kroppen er presset, bliver det ofte endnu sværere

Det bliver ikke lettere af, at mange kvinder står i en periode, hvor kroppen i forvejen er belastet.

Det kan fx være:

• overgangsalder

• stress

• søvnunderskud

• udmattelse

• en hverdag hvor du altid kommer sidst

Og nogle lever ikke bare med et presset nervesystem.

De lever med en krop, der i perioder er begrænset af smerter eller sygdom.

Det ændrer ikke, at du kan få ro i spisningen.

Men det kan betyde, at processen skal gå i et andet tempo – og med andre tilpasninger – end hvis du levede et liv uden smerter.

Derfor er det vigtigt at skelne mellem to ting

Her er et skel, der kan spare dig for rigtig meget selvkritik:

Der er forskel på:

1) at få ro i spisningen
og
2) at ende præcis samme sted som alle andre

De to ting bliver ofte blandet sammen.

Og det er dér, utålmodigheden begynder at vokse.

For hvis du tror, at din proces kun tæller, hvis du kan gøre det:

• lige så hurtigt

• lige så konsekvent

• lige så “perfekt”
  som en, der har et andet udgangspunkt…

…så vil du næsten altid ende med at give op.

Slankekursmindsettet: “Alt eller intet”

Jeg kalder det slankekursmindsettet.

Det er den sort/hvide logik, hvor det kun tæller, hvis du kan gøre det “rigtigt”:

• rigtigt hver dag

• rigtigt hele ugen

• rigtigt hele måneden

• rigtigt hele livet

Det er også derfor, så mange kvinder starter forfra hver mandag.

For i det mindset føles slingren ikke som et mindre udsving.

Det føles som fiasko.

Og hvis du allerede er mentalt træt, og din krop er presset, så bliver slankekursmindsettet ikke bare svært.

Det bliver brutalt.

Den største misforståelse: at du skal stramme skruen

Hvis du har sværere odds, er løsningen næsten aldrig at stramme skruen mere.

Tværtimod.

Det er her, du har brug for:

• mere fleksibilitet

• mere realisme

• mindre pres

• mindre sort/hvid

• og et tempo, du faktisk kan holde

For det er ikke din moral, der skaber forandring.

Det er din stabilitet.

Når du finder ro nok til et realistisk tempo, sker der noget vigtigt

Og det er ofte her, kvinder bliver overraskede.

Når du finder ro nok til at tage processen i det tempo, der faktisk er muligt – med den krop og det liv, du har – så begynder spisningen at falde mere naturligt på plads.

Du får færre overspisninger.
Du får mindre madstøj.
Du får færre aftener, hvor det føles som om hjernen “slukker”.

Og så sker der noget, som mange har glemt er muligt:

For mange betyder det, at vægten stille og roligt følger med.

Ikke fordi du presser den ned.

Men fordi kroppen ikke længere er i alarm og modstand.

Måske er dit succeskriterie ikke det samme som andres

Der er en grund til, at mange kvinder mister modet.

De forsøger at leve som en, der ikke har deres liv.

Som en, der:

• ikke er mentalt træt

• ikke har et presset nervesystem

• ikke har en krop i hormonel forandring

• ikke har smerter

• ikke har madstøj

Men du skal ikke måle din proces på et ideal, du aldrig kan leve op til.

Du skal måle den på:

• om du får mere ro

• om du får mere stabilitet

• om du får færre overspisninger

• om du får mere selvrespekt

• om du får mere frihed

Hvis du vil ud af kampen, er dette det vigtigste sted at starte

Hvis du tager én ting med fra dette indlæg, så lad det være dette:

Når du har sværere odds end andre, bliver det endnu vigtigere at slippe perfektionismen.

For det er ikke perfektion, der skaber forandring.

Det er det, du kan holde.

Det, du kan gentage.

Det, der passer til dit liv.

Det starter med at normalisere dit forhold til mad.

Kh
Ditte