Hvorfor maden bliver ustabil, når livet gør det

Livet er ikke stabilt i sig selv.

Der kommer travle perioder.
Uforudsete ting.
Træthed.
Pres.
Følelser, der ikke kan planlægges væk.

Det gælder for os alle.

Og det betyder noget.

For når livet er ustabilt, kan spisningen også blive det.
Fordi kroppen og hjernen reagerer, når belastningen bliver for stor.

Når livet bevæger sig, gør spisningen det ofte også

Når belastningen i livet ændrer sig, reagerer kroppen.
Og det kan ofte ses i spisningen.

Forskningen viser, at stress ikke påvirker appetitten ens – heller ikke hos det samme menneske.
I nogle perioder kan appetitten falde markant.
I andre perioder kan maden begynde at fylde mere.

Det hænger sammen med, hvordan belastningen opleves over tid.

Et banebrydende studie af O'Connor et al. (2008) viste netop denne intra-individuelle variation (at det sker i den samme person). De fandt, at:

• Når samme person oplevede fysisk stress (sygdom, smerte, fysisk ubehag), spiste de mindre.

• Når samme person oplevede ego-trusler (kritik på jobbet, social usikkerhed, følelsen af ikke at slå til), spiste de mere (særligt snacks).

Derfor kan det samme menneske opleve faser med meget lidt appetit
og senere faser, hvor cravings øges.

Ikke fordi man er inkonsekvent.
Men fordi kroppen løbende forsøger at tilpasse sig det pres, den står i.

Det, vi ikke kan – og det, vi faktisk kan

Det, vi faktisk kan gøre,
er ikke at gøre livet stabilt.

Det kan ingen.

Det, vi kan,
er at give os selv et bedre udgangspunkt
for at stå stærkt i det liv, vi har.

Og her kommer arbejdet med det psykiske omkring spisning ind.

Når maden ikke længere er problemet i sig selv

At arbejde med det psykiske forhold til mad handler ikke i første omgang om madvalg.
Det handler om at forstå sine reaktioner.

At normalisere forholdet til mad.
Så spisning ikke længere føles farligt
eller som noget, der hele tiden skal kontrolleres.

Når maden ikke er problemet i sig selv,
står man allerede mere stabilt.

Samspillet: psykisk arbejde og egenomsorg

Når man arbejder med det psykiske forhold til mad og spisning,
begynder maden langsomt at fylde mindre.

Spisning bliver mindre ladet.
Mindre noget, der skal styres.

Det er her, egenomsorg begynder at få en anden betydning.

Ikke som løsningen i sig selv,
men som støtte til en proces, der allerede er i gang.

Mens forholdet til mad bliver mere trygt,
kan egenomsorg støtte dig til at regulere dit nervesystem og derfor kunne håndtere stressede perioder uden at ende med at dulme med mad. Og når nervesystemet bliver bedre støttet,
bliver det lettere at stå i det psykiske arbejde med maden.

De to begynder altså at forstærke hinanden.

En proces, de fleste ikke skal stå i alene

For de fleste er det her ikke noget, der sker af sig selv.
Og heller ikke noget, man bare kan klare alene.

Maden er ofte vævet sammen med erfaringer,
forsøg på kontrol
og et liv, der har været belastende i længere tid.

Derfor er det for mange en proces,
hvor man har brug for hjælp undervejs.

I et forløb som Successful Eating arbejdes der netop med denne sammenhæng:
det psykiske forhold til mad
og det at støtte sig selv, mens forandringen sker.

Ikke med rigide regler.
Ikke med viljestyrke.
Men med forståelse og støtte.

Stabil spisning kræver ikke et stabilt liv

Hvis man vil have mere stabil spisning,
handler det derfor ikke om at fjerne al ustabilitet i livet.

Det kan ingen.

Det handler om at arbejde med det psykiske omkring spisning
og lære at støtte sig selv undervejs –
så man kan være i, at der i perioder opstår øgede cravings,
uden at maden igen bliver den eneste måde at dække behov på.